SJÆLLANDS VOLLEYBALL KREDS (SVBK) 

Årets SVBK'er 2026

Vi har den store glæde at kunne kåre Andreas Graversen som årets SVBK’er – en pris, der gives til en person, som gennem sit engagement og sin indsats gør en særlig forskel for volleyballmiljøet.


I forbindelse med kåringen har vi modtaget en beskrivelse af Andreas fra Roskilde Volleyballklub og næstformand Philip Skjærup Bach, som sætter ord på hans betydning for klubben:

Jeg blev meget glad, da jeg hørte, at Andreas Graversen tildeles prisen som årets SVBK’er. Andreas fortjener i den grad anerkendelse for sin uundværlige og uovertræffelige indsats i Roskilde Volleyballklub.  
Andreas har i næsten 10 år været bestyrelsesformand i Roskilde Volleyballklub, og han overtog roret i en periode, hvor antallet af medlemmer og frivillige kræfter i klubben var på et lavpunkt. Han har med en vedholdende indsats formået at vende skuden og sætte en tydelig retning for Roskilde Volleyballklub, som en frivillig idrætsforening, der i den grad danner rammer for unge og voksnes trivsel gennem et meningsfuldt idrætsfællesskab.
 
I tillæg til alle de praktiske opgaver ved driften af en frivillig forening, som Andreas har løst og haft overblik over, har Andreas i sit formandskab arbejdet for, at Roskilde Volleyballklub er en klub, hvor alle føler sig velkommen – nye som kendte ansigter, høje som lave, unge som ældre. Det er i høj grad denne indsats, som er årsag til klubbens flotte vækst de seneste år med stigende antal medlemmer og frivillige.
  
Andreas er meget synlig i klubben, da han har trænet D1-holdet i flere år og spillet på H1-holdet udover bestyrelsesarbejdet. Han deltager tit i sociale arrangementer, hvor de fleste RVK’ere kan genkende hans lidt skingre hekse-lignende grin, som får alle andre til at grine. Derudover synger han også gerne for i badet i omklædningsrummet – særligt hvis Brødrene Olsen bliver sat på. Det eneste, der kan konkurrere med hans kærlighed til volleyballsporten, er muligvis hans kærlighed til Arsenal, hvis kampe han ofte har et øje på.
 
Vi er bestemt heldige at have Andreas i Roskilde Volleyballklub, og det er tvivlsomt om klubben overhovedet ville eksistere uden hans uvurderlige indsats, som også inspirerer de øvrige frivillige kræfter i RVK.  
Derfor mener jeg også at Andreas’ indsats og person fortjener at blive anerkendt med tildelingen af prisen som årets SVBK’er. 
 
SVBK formand, Niels-Erik Borberg, tilføjer at vi fra SVBK’s side har beundret Andreas’ mod til at tage chancer. Da Roskilde kastede sig ud i klubudviklingsprojektet var det tydeligt, at det ikke var noget man havde prøvet før. Men det afholdt dem ikke for at tage springet ud i det blå og opsøge nye måder at gøre tingene på. Så også derfor er det helt naturligt at Andreas Graversen er årets SVBK’er.